Lån

Unges lån til forbrug ender ofte med et sms-lån

Picture
Det danske lånemarked kan være svært at overskue for unge mennesker. Banker og lånevirksomheder står i kø for at låne penge ud til unge, som ønsker penge til forbrug. At unge har et højt forbrug af især musik, film, tøj osv. ved vi alle, men mange forældre erfarer dette på en særdeles uheldig måde, idet deres søn/datter pludselig en dag kommer og fortæller, at de ikke er i stand til at betale de lånte penge tilbage og derfor har brug for økonomisk hjælp hos forældrene.
Især de såkaldte sms-lån er blevet meget populære blandt unge. Et sms-lån er et lån, man optager direkte via en sms, hvor man godkender lånets størrelse. Er den unge fx ude at shoppe med vennerne og pludselig står og mangler hurtige penge til tøj, musik osv., kan det være meget fristende lige at sende en sms og derved hurtigt få penge mellem hænderne. Det kan dog ikke siges for ofte: Sms-lån er ikke en god idé!
For det første oplyses der ikke noget omkring ÅOP ved optagelse af et sms-lån. ÅOP står for Årlige Omkostninger i Procent for viser, hvad det enkelte lån koster årligt i form af renter, gebyrer, skat osv. Den unge ved med andre ord ikke, hvad han eller hun skriver under på.
For det andet tilbydes sms-lån desværre alt for ofte af underlødige firmaer eller personer, som udelukkende er ude på at tjene mange penge på lette ofre, hvilket de unge jo desværre ofte er. Nogle af disse firmaer og enkeltpersoner har såkaldte ”inddrivelseskonsulenter” ansat, som tager direkte ud på den unges bopæl og opkræver pengene, hvis afdragene på lånet ikke overholdes. Pengene skal falde prompte og gør de ikke det, kan den unge forvente trusler af forskellig art.
Forbrugerombudsmanden har i den seneste tid kraftigt anbefalet, at disse sms-lån forbydes fordi de er uigennemskuelige og fordi de unge derfor ikke ved, hvad de helt præcis går ind til, når de optager et sådant lån. Hidtil er det ikke lykkedes at forbyde sms-lånene helt.

Picture